Så står vi da der på 'Den Himmelske Freds Plads'. Det er verdens største plads, og der er langt ud til siderne. Formiddagssolen flimrer. Der står en smuk dis over det hele, som får alting til at se fjernere ud. I baggrunden ses indgangen til 'Den Forbudte By', overvåget af et kæmpeportræt af Formand Mao. Gaden foran indgangen, er verdens længste gade, den er 45 km lang. Hvis vi drejer halsen 180 grader, ser vi i den anden ende af pladsen Formandens personlige Mausolæum. Der er altid lange køer af kinesere, der ønsker at se deres balsamerede afgud. Vi stillede os i køen, og kom allerede efter 45 minutter ind til Mao. Ved indgangen kunne man købe blomster til at lægge ved hans båre. Men efterhånden som bunken af blomster ved båren blev for stor, blev de fjernet. Efterfølgende blev de solgt et par gange til omme ved indgangen. Alle var tilfredse. Mao lignede nu mest af alt en marcipangris. Problemet er, at på den tid hvor Mao skulle balsameres, var de ikke gode venner med russerne, som ellers er dygtige til den slags. Kineserne måtte så selv finde ud af hvordan man gjorde. I baggrunden er det 'Folkets Hus'. Dog uden adgang for folket. Her modtages de store udenlandske gæster i pomp og pragt. Det er en overvældende følelse at stå her midt i det hele. Man har ikke lyst til at gå andre steder hen fordi man uvilkårligt føler, at dette er centrum for alt.